I 2025 skal jeg, med bl.a. en meget stor donation fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat, indspille Carl Nielsens samlede værker for soloklaver. Det er både kendte værker men også en god håndfuld nyopdagede små værker som aldrig er indspillet før. Derudover har Carl Nielsen selv arrangeret noget af sin egen musik for soloklaver, bla Dansene fra Aladdin og udvalgte satser fra ”Moderen”.
Det har været en helt naturlig fortsættelse for mig at kaste mig over denne musik nu, efter i 2019 at have fundet frem til et 4 hændigt klaverarrangement Carl Nielsen selv har lavet af sin 3. symfoni, Sinfonia Espansiva som jeg har opført ved talrige koncerter med fine kollegaer.
I 2023 fik jeg indspillet den og et par andre små 4hændige værker af Carl Nielsen, sammen med pianisten Kristoffer Hyldig og CD’en er udkommet i 2024 på OUR recordings. Det var fantastisk at finde ubetrådt land af vores nationalkomponist og det vakte min nysgerrighed og lyst til at beskæftige mig meget mere med Carl Nielsen.
Som 12årig blev jeg elev af pianisten Anne Øland, som netop dengang havde lavet en indspilning af Carl Nielsens klaverværker. Anne Øland var elev af Herman D Koppel som kendte Carl Nielsen og også indspillede hans musik. SÅ selvom meget af musikken allerede er indspillet nogle gange, også af andre fine pianister, så er det sjovt at opdage nye værker som ingen har interesseret sig for før og få lov at tilføje dem til samlingen. Dermed bliver min indspilning, ift hvad vi ved i dag, den første komplette indspilning af Carl Nielsens Klaverværker, og den er planlagt til at udkomme på OUR Recordings i foråret 2026, 3 CD’er, indspillet i det nye format “Dolby-Atmos” som kan give lytteren en 3D oplevelse af musikken. Med mig i Dronningesalen får jeg produceren Preben Iwan og jeg glæder mig helt utroligt til dette projekt❤️